Jeg har skrevet en lille digtsuite om teater og kunstig intelligens. Mit første digt i suiten er et anslag, hvor spørgsmålene stilles til mødet mellem de teater og kunstig intelligens. Jeg har også tilladt mig at lægge det sidste digt i suiten op, så kan læseren jo selv se efter hvad der sker imellem starten og slutningen.
Linket nedenfor fører til hele digtsuiten.
ANSLAG
Teater kan alt, der kan jeg jo starte
Teater er en kamæleon, tæt på tiden
Teater trækker vejret dybt i enhver storm
Der findes ikke forkert teater, kun teater
Altid støbt i en ny form i en ny fortælling
Også selvom det er Hamlet, der går igen
Teater er et puslespil, hvor alt kan fortælle
Lys forandrer spiller, og spiller forandrer rekvisit
Alt er følsomt stof i mødet med verden
Der står vi i dramasalen og mærker forandring
Det, som endnu ikke kan siges eller forstås
Men det sker alligevel på scenen mellem os
Der står verden og kommer ind på scenen
Nu er det teknologi, der trækker vejret her
Nu er det os, der må tale om dette nye liv
Vi er allerede cyborgs med mobiler og krop
Vi er allerede robotter i en slavehær af forbrug
Er vi også stærke fællesskaber, som vil forandre?
FORLØSNING
Drama og teater er stedet, hvor kunstig intelligens
Afprøves, forandres, anvendes og måske forkastes
Drama og teater er en proces, hvor deltagerne
Rækker hænderne ind i noget, der ikke eksisterer endnu
Drama og teater fornyer samfundet på alle felter
Børn og unge er endelig dem, der bestemmer
Drama og teater gør alt til vigtige fortællinger
Teknologier er processer til at undersøge og eksistere
Drama og teater er et åbent laboratorium, og vi ved
Hvordan det skal stilles op for at tale til os
Her er linket til digtsuiten: Drama – Nordisk dramapedagogisk tidsskrift