Kategori: Fairbar

  • Det store løfte – oplæsning på Fairbar

    Det store løfte – oplæsning på Fairbar

    En aften i januar var jeg til Poesiaften på Fairbar i Aarhus. Det fandt sted 27.01.2025. Her bød jeg på et par digte om kærlighed, afstand og om at forandre sig. Et af dem kan du læse her.



    Det store løfte

    Store kræfter ligger i dit bryst og venter
    Det syder af liv og bobler af begær
    Jeg kan hviske det til dig lige før daggry

    Vi bor på hver sin side af et uendeligt hav
    Du trækker vejret dybt i nye landskaber
    Jeg køber igen snittet kålsalat på tilbud

    Rejsen med din svimlende krop fortsætter
    Dine tanker, der vågner og kryber frem
    Jeg er vidne til jordskælv og lavastrømme

    Det umulige i projektet går ikke op for os
    Der er ikke langt til universets udkant
    Jeg selv er klædt i en tætsluttende dragt

    Letheden brænder på mine hornhinder
    Du står dirrende øverst på dit korthus
    Jeg er din klovn, som holder manegen

    Hvem ved, hvad du bliver til og folder ud
    Knoglerne i dine ben kan bøjes og vokse
    Jeg er blot en stædig reporter på job

    Der er ikke mere at sige i denne kulde
    Sengen gløder af ensomme dyner
    Jeg rækker mine hænder ud, hvis du falder

    Poesiaften Fairbar kan følges her.

  • Resonans – oplæsning på Fairbar

    Resonans – oplæsning på Fairbar

    Jeg havde endnu engang fornøjelsen af at læse et af mine digte op. Denne gang var det på Fairbar i Aarhus 16.12.24. Jeg læste par digte op om hvorfor jeg lige digter. Nedenfor et af dem. Det var min første gang her, men det var en flok meget åbne unge mennesker, som havde mange flotte digte med og som klappede løs. Wow.




    Resonans

    Jeg skriver midt om natten
    I stuen ved det runde bord
    Med min lille lampe tændt

    Her finder jeg ro et øjeblik
    Et vindue til mit indre kaos
    Afstand til alle enkle svar

    Tastaturet taler til mig
    Hvert klik maler mig frem
    Linjerne skærer mig til

    Måske er jeg mig selv her
    Ærlig til det inderste suk
    Virkelig til stede som mig

    Måske lyver jeg en gang til
    Med ord, der skjuler alt
    Så jeg ikke selv ser det

    Læs mere om Fairbar og følg med, hvornår der er digtoplæsninger næste gang.