Jeg var med i en antologi om manderoller i 1982. Tre lange digte, hvor jeg prøvede at indkredse hvad det vil sige at vokse op og lede efter sig selv som mand.

Det var i Barlby, F, & Nordahl, B. (red.) (1982). Mand er vel sin fars dreng! – Om fædre og sønner: Mandetryg-Dan-bog

I får et par klip fra et af digtene. Her havde jeg, min far og min lillebror netop mistet vores mor og ægtefælle. Jeg skrev om mig og min familie direkte og tæt i knækprosa. Men når jeg kigger på digtene idag i 2025, så handler de om andet og mere end lige kun netop mig. Det er personligt, men det er også noget mere…

---

Fra din store søn – 1982

…

Ka’ du huske det, far?

dengang for nu snart 2 år siden

dengang da det hele blev vendt rundt

og rusket igennem

dengang da mor døde

Ka´ du huske det, far?

…

Ka´ du huske

alle vores problemer hjemme

hvordan vi undersøgte

vaskemaskinen

Langsomt og omhyggeligt

sorterede tøjet og puttede det i

Valgte programmer

nøjagtigt efter instruktionsbogen

og så endelig

en smule spændte

for at være ærlige

trykkede på startknappen

nervøse for om det hele nu ikke

sprang i luften

Ka´ du huske det?

…

Og ja, ka´ du så også huske

når flæsket brændte på

og panden osede

så vi måtte stille den udenfor

og når sovsen hele tiden blev for tyk

eller alt, alt for tynd

og når vi havde glemt at komme

noget så dumt og almindeligt som salt

ned til de åndssvage kartofler

som også tog en frygtelig tid

om at blive færdige

Og spaghettien med masser af ketchup

vi ku’ æde i uger i træk,

fordi det var nyt & nemt

Åh Gys!

Ka´ du huske det, farmand?

…