Laboratorium – oplæsning på symposium på Aarhus Universitet

,

Published on

Jeg fik den 14.11.24 muligheden for at læse et par digte om at forske op til et efterårssymposium på Aarhus Universitet på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU). Symposiet handlede om Curious Methods. Her er et af de digte, jeg læste op. Tegningen har Ingvild Thestrup Waade lavet.


Laboratorium

Det åbne rum er midlertidigt
En legeplads bag en dør af glas
Her kommer man ikke bare ind

Det gælder om at trække vejret
Være et bestemt sted og vente
Skrive og danse til det pludselig sker

Alle skal komme med alt de har
Og smide alt væk nøjagtig samtidig
Hver bevægelse er kendt og helt ny

Her er ingen modstand og ingen lås
Alt kan flyttes selvom det står fast
Muren findes indeni under huden

Invitationen er radikal, når alt er ler
Puslespil uden færdige brikker
De skal klippes frem med en saks

Rummet er en byggeplads, en leg
Indtil du går ud eller bliver træt
Eller du må blive til natten er forbi

Herinde lugter det af sved og flammer
Skridt for skridt stables nye klodser
Indtil en ny rytme pludselig er til