Kategori: Oplæsning

  • Laboratorium – oplæsning på symposium på Aarhus Universitet

    Laboratorium – oplæsning på symposium på Aarhus Universitet

    Jeg fik den 14.11.24 muligheden for at læse et par digte om at forske op til et efterårssymposium på Aarhus Universitet på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU). Symposiet handlede om Curious Methods. Her er et af de digte, jeg læste op. Tegningen har Ingvild Thestrup Waade lavet.


    Laboratorium

    Det åbne rum er midlertidigt
    En legeplads bag en dør af glas
    Her kommer man ikke bare ind

    Det gælder om at trække vejret
    Være et bestemt sted og vente
    Skrive og danse til det pludselig sker

    Alle skal komme med alt de har
    Og smide alt væk nøjagtig samtidig
    Hver bevægelse er kendt og helt ny

    Her er ingen modstand og ingen lås
    Alt kan flyttes selvom det står fast
    Muren findes indeni under huden

    Invitationen er radikal, når alt er ler
    Puslespil uden færdige brikker
    De skal klippes frem med en saks

    Rummet er en byggeplads, en leg
    Indtil du går ud eller bliver træt
    Eller du må blive til natten er forbi

    Herinde lugter det af sved og flammer
    Skridt for skridt stables nye klodser
    Indtil en ny rytme pludselig er til

  • Ubegribeligt – digt til en 60 års dag

    Ubegribeligt – digt til en 60 års dag

    Så blev min bror 60 år. Ubegribeligt. Det blev overskriften på denne post, for det var sådan det føltes. Hvordan kunne min lillebror pludselig blive 60, når han nu stadig i mit hoved var og er alle aldre? Her er det digt, jeg læste op for ham. Billedet viser to af min brors action mænd, som han og jeg legede med i vores barndom, så de næsten blev slidt op, men også kun næsten…


    Ubegribeligt

    Du er en fighter, en stædig en
    Med en udpræget retfærdighedssans
    En støtte uanset hvad der brænder på

    Du ved næsten alt om en bestemt krig
    Og undlader ikke at påpege det
    Selv når din datter sukker og ser træt ud

    Din loyalitet er svimlende og klar
    Overfor dine nærmeste og jeres katte
    Selvom det er kattene der bestemmer

    Du har endelig fået dit store bibliotek
    Med alle dine tusind tegneserier
    Og din barndoms vilde actionmænd

    Det er længe siden, vi delte værelse
    Og fyldte gulvet til randen med legetøj
    Med små soldater og tanks og Lego

    Det er også ved at være længe siden
    Du lå i sengen og lyttede til AC/DC
    Og næsten drev vores mor til vanvid

    Men det er slet ikke længe siden
    Vi talte om livet, når det vælter rundt
    Langt ind i de trætte hjerterødder

    Vi har vendt alt fra skilsmisse til død
    Ærlighed har været alt i mørket
    Det får mig igennem når det er værst

    Jeg er ofte 5 år ældre end dig
    Og kalder dig for Peter igen og igen
    Ja, måske er du egentlig ældst

    Men livet er godt, fordi du er tæt på
    Det hele skal nok gå når du lytter
    Jeg glæder mig til mange år endnu

    Tillykke med de ubegribelige 60 år
    Tillykke med din kloge og stærke kone
    Tillykke med dit liv og jeres venner, tillykke
  • Se, det er sommer – oplæsning på Café Kreuzbär

    Se, det er sommer – oplæsning på Café Kreuzbär


    Velkommen til Café Kreuzbär i Aarhus. En lille Café, som er meget optaget af byen Berlin.. Caféen har en Volksbühne og her har jeg læst jeg et digt op om at blive fyldt med kræfter af at besøge byen. Det foregik 12.09.24. Teksten er nedenfor. Nederst en video fra oplæsningen.



    Se, det er sommer

    Her begynder tiden endelig at gå i stå
    Alt bliver til sandstrand og blå bølger
    Hovedet holder fri på en mandag

    Hjernen bliver vasket i sommersol
    Det gælder om at dryppe af langsomt
    Alle forudbestemte retninger fordamper

    Storbyen trækker vejret uden krav
    Historien ligger dybt under varm asfalt
    Jeg kan mærke en puls af frihed

    Det er umuligt at gå særlig hurtigt
    Træerne læner sig ind over gaden
    Den nærmeste cafe er åben for mig

    Tænk at alt kan tænkes anderledes
    Træk vejret langt ned i grundfjeldet
    Jeg havde helt glemt mig selv

    Et glas med kølig hvidvin venter
    Det skal nydes så al smag får plads
    Min tunge vil mærke skøn musik

    Sådan vil jeg være når jeg kommer hjem
    En flydende og vibrerende sang
    Klar til smelte enhver modstand


    Her kan du løbende finde informationer om Cafe Kreuzbär.

  • Nat over Berlin – oplæsning på Café Kreuzbär

    Nat over Berlin – oplæsning på Café Kreuzbär


    Velkommen til Café Kreuzbär i Aarhus. Caféen har en lille Volksbühne og her læste jeg et digt op om at spekulere over Berlins svimlende fremtid. Det foregik 21.04.24. Teksten er nedenfor sammen med plakaten for Kreuzbär Volksbûhne.



    Nat over Berlin

    Berlin brænder igen i mit trætte hoved
    Jeg sidder lænket til Netflix og følger med
    Historien står igen på skærmen og dirrer

    Jeg sidder og ser på en tid, hvor alt var på spil
    Ekkoet af skarp jazz på en natklub runger i mine ører
    Malerier i hurtige, sultne streger sidder i mine øjne

    Jeg sidder også og ser på natten, der sænkede sig
    Bange mennesker uden mad og job eller fremtid
    Blev til små mennesker med magt og stemme

    Alt blev forbudt i larmen af brændende bøger
    Sluk for frie kroppe og enhver selvstændig tanke
    Afmagten kunne råbes væk i vrede og vold

    Hadets fyrster lovede alt og holdt absolut intet
    De lukkede byen ned og lukkede krigen ind
    De ville gøre det samme i dag, hvis de fik lov

    Hvad ville Berlin være, hvis historien var anderledes?
    Et dansested, hvor alt kan ske i et glødende nu?
    En global metropol for fælles frihed og kærlighed?

    Jeg slukker for mit fjernsyn i min stue med bøger
    Berlin ligger lige her foran min nye togbillet
    Jeg skal høre mere jazz og se flere billeder


    Her kan du løbende finde informationer om Cafe Kreuzbär.

  • Gellerup, marts 2024 – oplæsning i  City Vest

    Gellerup, marts 2024 – oplæsning i City Vest

    02.03.2024 stod jeg i City Vest i en nedlagt sportsbutik og læste et digt op om Gellerup i Aarhus V. Jeg var der som en del af gruppen Tekst til Tiden og vi var der som en del af en større festival i det nedlagte center. Her var fyldt med musik, billeder og mad og det store spørgsmål var, hvad der skulle ske med centret. Rives ned? Boliger? Kulturhus? Butikker?



    Gellerup, marts 2024

    Børnene sætter en drage op
    Med et kamera bundet fast
    Det ser alle forandringer

    De gamle blokke ligger tungt
    Hangarskibe langt ude på havet
    Alt andet er nyt eller forsvundet

    Det flyder med boulevarder
    Og biblioteker og byggekraner
    Lastbil efter lastbil kører væk

    En regnbyge af knust beton
    Skyller alt væk og giver mere plads
    Slidte fodspor hældes ud

    Jorden er tung af glemt lyd
    50 år med nyttehaver forsvinder
    Nye haver dukker op som skitser

    Det gamle center falder sammen
    Butikkerne bliver til tomme rum
    Hvem får lov at rykke ind?

    Alt sker samtidig, alt er åbent
    Vi var noget, vi bliver noget andet
    Midt i det hele er der handling


    I digtet skriver jeg i starten om børn, der sætter et kamera op med en drage og tager billeder af bydelen ovenfra. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Det er faktisk sket. Check hjemmesiden Virtual Remarks og check iøvrigt Sigrids Stue, en samarbejdsbaseret kunstplatform i Gellerup.

    Tekst til tiden har også et online forrum med nye begivenheder.

  • Berlin – oplæsning på Cafe Kreuzbär

    Berlin – oplæsning på Cafe Kreuzbär

    Velkommen til Café Kreuzbär i Aarhus. En lille Café, som er meget optaget af byen Berlin. Når man træder ind der, så træder man ind i Berlin. Caféen har en Volksbühne og her læste jeg et digt op omkring Berlin som en by med mange lag på en gang. Det foregik 14.01.2024. Teksten er nedenfor og helt nederst er der en video, hvor jeg bliver bedt om at læse teksten op en gang til!



    Berlin

    Berlin brænder i mit trætte hoved
    Det begynder allerede i toget derned
    Det tager til, når jeg står på Bahnhof

    Det gløder af hagekors og uhæmmet sex
    Mine sko opdager usynlige navne i fortovet
    Jeg hører sort støvletramp mod alt nyt

    Her var livet en nådesløs cabaret
    Hver eneste sang famlede efter svar
    Foran mennesket stod mennesket selv

    Mine øjne er fyldt med sort-hvide billeder
    Russiske soldater under fremrykning
    Drenge, som fik små medaljer for at dø

    Gamle grænser blev til ny frygt
    Al forandring blev kogt væk i to systemer
    Det fyldte hele mit politiske liv

    Men Berlin var et mellemrum, en legeplads
    Et gemmested i skyggen af gale mænd
    Et sted, hvor alle kunne være helte

    Hver gade ånder skudhuller og forandring
    En mur forsvandt på en enkelt nat
    Insisterende graffiti smurt ud overalt

    Historien tripper rundt på høje tæer
    Alle figurer passerer forbi på samme tid
    Vælg selv din retning i dette kaos

    Berlin brænder i min vågne krop
    En by på kanten af det, jeg kender
    Her lyser mine hænder i mørke

    Her kan du løbende finde informationer om Cafe Kreuzbär.