Jeg var med i en antologi om manderoller i 1982. Tre lange digte, hvor jeg prøvede at indkredse hvad det vil sige at vokse op og lede efter sig selv som mand.
Det var i Barlby, F, & Nordahl, B. (red.) (1982). Mand er vel sin fars dreng! – Om fædre og sønner: Mandetryg-Dan-bog
I får et par klip fra et af digtene. Her havde jeg, min far og min lillebror netop mistet vores mor og ægtefælle. Jeg skrev om mig og min familie direkte og tæt i knækprosa. Men når jeg kigger på digtene idag i 2025, så handler de om andet og mere end lige kun netop mig. Det er personligt, men det er også noget mere…
Fra din store søn – 1982
…
Ka’ du huske det, far?
dengang for nu snart 2 år siden
dengang da det hele blev vendt rundt
og rusket igennem
dengang da mor døde
Ka´ du huske det, far?
…
Ka´ du huske
alle vores problemer hjemme
hvordan vi undersøgte
vaskemaskinen
Langsomt og omhyggeligt
sorterede tøjet og puttede det i
Valgte programmer
nøjagtigt efter instruktionsbogen
og så endelig
en smule spændte
for at være ærlige
trykkede på startknappen
nervøse for om det hele nu ikke
sprang i luften
Ka´ du huske det?
…
Og ja, ka´ du så også huske
når flæsket brændte på
og panden osede
så vi måtte stille den udenfor
og når sovsen hele tiden blev for tyk
eller alt, alt for tynd
og når vi havde glemt at komme
noget så dumt og almindeligt som salt
ned til de åndssvage kartofler
som også tog en frygtelig tid
om at blive færdige
Og spaghettien med masser af ketchup
vi ku’ æde i uger i træk,
fordi det var nyt & nemt
Åh Gys!
Ka´ du huske det, farmand?
…
