
En god kollega på universitetet blev emerita som det hedder .Hun arbejdede konstant med at forstå og forandre teatret. En proces som aldrig holder op og som altid er begyndt, hvis man tør og det tør hun. Så jeg skrev et digt og læste det op i juni 2025 ved hendes afskedsreception.
INDENFOR I DET ÅBNE TEATER
Du gik alle de mange veje, man kunne gå
Her stod en fjerde væg, der stod en arena
I midten dig fyldt med nysgerrighed
Intet teater kunne være dig fremmed
Du er opdagelsesrejsende i betydning
Du går i de uendelige lag af mulighed
Om nogen ved du, at kroppen ånder bedst
I en hvirvelvind af blod og nye forbindelser
Men du konstruerede også helt nye stier
Med ord, replikker, figurer, scener og bevidst tøven
Øvelser udtænkt på gulvet og ved bordet
En rejse ind i det tomme rum, hvor teatret fødes
En enkelt bevægelse med en hånd er nok
Et skridt frem kan være et tilbage
Lyden af en krop i forandring giver resonans
Og der står du og tager imod for at give tilbage
Verden er en scene og vi spiller den frem
Vi støber den nu og her i en sulten form
Vi er deltagere i noget, vi knapt nok kan sige
Verden er spørgsmålet og du stiller det
Du er både stifinder og stikonstruktør
Dit blik skiller dramaturgien ad i enkle bidder
Du nøjes ikke med at ane teatrets tusind sprog
Du sprænger grænserne for at forstå og skabe
Så tak for flammedansen i den lange nat
Tak for det vilde ridt i udkanten af det kendte
Det har været en lang rejse i sprog for form
Du gik næsten alle de veje, man kunne gå










